Peter sommer.
Skrevet i Musik d. 12. okt 2009
Du har taget turen ned ad trappen før,
så du ved hvor ondt det gør.
Du lever kun til du dør.
Arkiv for oktober, 2009
Josh Groban.
Skrevet i Musik d. 8. okt 2009
Hun ønskede jo bare at være kreativ. At kunne noget. At udtrykke sig anderledes. Ikke kun i form af indelukkede tanker, der alligevel aldrig blev lukket ud. Indelukket og forstøvet. Det var de blevet. Hendes øjne lukkedes. Hvis hun bare kunne møde ham i nat. Se stjernernes slentren hen over himlen, månens lys, der ville oplyse de ellers så efterårsfarvede blade, som stadig var tilbage på træerne. De nedfaldne æbler ville stadig ligge der. Forladt og alene i græsset. Duggen ville ligge som et stort tæppe hen over den jord, som var beklædt af græs. Det ville være en god tid. En god til at tænke, en god tid til at være sammen, en god tid til at elske. Han ville sikkert påstå at hun var nostalgisk. Men melankolien havde trukket sig sammen til en stor klump i hendes hals. Hun var så forelsket. Men begavet nok til at vide, at dette efterår ikke tilhørte dem. Hverken ham eller hende. Den lille spurv ville snart ikke synge mere. Vinteren ville komme. Og mon ikke sneen ville lægge sig udover markerne og engene, og mon ikke julehjerterne ville blive givet bort? Julen er hjerternes tid, det siger man. I form af stearinlys, konfekt, julekager, farverne grøn, rød, hvid, guld og sølv, sne, familie – og til de heldige en helt speciel hjertenskær. Men hun ville ikke ønske. Hun ville have ham til at komme i nat. Gå, løbe, cykle, køre, ja om end ikke så flyve! Men hvis han kom i nat, ville hendes lykke være fuldendt. Den varme kakao var klar på det lille bord. Hendes bog lå med bagsiden opad. Den skreg nærmest på at blive læst. Så ydmygt at blive bladret igennem, mens den ville blive betragtet af et par dybblå øjne. Hun ville egentlig bare elskes.
Han er dum. Det sagde hun til sig selv utallige gange. Men lyttede hun? Nej. Om lidt ville han banke på døren. Hun havde kontaktet ham – naiv, som hun var – og nu var han der næsten. Ville han kysse hende? Eller bare nøjes med et kram? Måske… ville han endda kun give et håndtryk? Rystende, åbnede hun døren. Det føltes som om hun var levende død. Han havde det sædvanlige glimt i øjet. Han var pakket godt ind i sin store vinterjakke, med halstørklæde og store luffer. Hans røde kinder mindede hende lidt om æblerne, der var nedfaldet til jorden. Hun smilte. Åh, hvor kunne hun dog bare ikke lade være. Hans smil gav hende varme til hele kroppen, og han blev lukket ind. Stille og lydløst tog han hendes hånd. Det gav et sæt i hende. Hvad skulle hun gøre? Hun smilede nervøst, og han gav hendes hånd et kærligt klem. Hun kiggede på ham og mødte hans store grønne øjne. Han trak hende ind til sig. Kold, det var han – men hun var ligeglad. Han kyssede blidt hendes kind og trak hende med ud af hoveddøren. De kiggede mod den natsorte himmel.
”Sammen,” sagde han og hun nikkede. – sammen, skulle de på stjernetur til månen.
(Skriv meget gerne en kommentar med evt. ris eller ros – på forhånd tak)
